Tove Ditlevsen: Cinco poemas / Traducción de Sofía Brucco

 

La omisión de Tove Ditlevsen en nuestra cultura.

La ausencia absoluta de trazos, diálogos, roces, que el Norte comparte con el Sur.

No puedo dejar de pensar en esto.

En Copenhague, recorriendo intersticios que no eran míos, pues yo soy Sur toda, me encontré por vez primera con Tove Ditlevsen.

Enfrentada a  un invierno glacial y desconocido, reconocí en el Norte -en ella- rasgos del Sur. Aquel lacónico poema -adherido a un viejo corcho por dos chinches en la pared de  un departamento en el oeste de la ciudad- me introdujo por vez primera en su obra.

Pedí explicación, traducción, contexto.

Tove Ditlevsen, nacida en 1917 en Vesterbro, Copenhague, barrio obrero, hija de un bombero y lector de Gorki, niña callada, niña con miedo, niña que escribe.

Y luego:

Mujer divorciada, mujer lectora, mujer hospitalizada; pero poetisa ante todo.

Se suicidó por una sobredosis de pastillas en 1976. Una de las figuras más relevantes de la literatura de posguerra en Dinamarca.

Erotismo, sexualidad, pesadumbre, infancia, zozobra, amor y muerte: temas recurrentes en su obra.

Pensé en Storni, pensé en Pizarnik

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø  [Dentro de mí vive una joven niña, que no
quiere morir]

Sentí una inmediata atracción por su figura y su lenguaje -remoto y hermoso-, que me empujaron hacia un creciente interés por una lengua con la cual, hasta ese momento, había mantenido una relación de franca indiferencia. Las traducciones al inglés eran inaccesibles; al español, escasas.

Volví al Sur con una antología poética entre mis brazos, en un idioma absolutamente ignoto para mí, y con el quizá obcecado propósito de traducir cada uno de los poemas allí escritos.

Tove Ditlevsen fue la inauguración de una odisea que me llevaría incluso a escribir poesía en aquel lenguaje que hasta tal punto me había cautivado.

Mit hemmelige sprog. 

Estas traducciones se proponen ser una dádiva del Norte, para el Sur.

Sofía Brucco, 2019

 

 

AUTORRETRATO 1

 

No puedo:

cocinar

ir con sombrero

disfrutar de la gente

usar joyas

arreglar flores

recordar citas

agradecer regalos

dejar propinas

mantener un hombre

a mi lado

demostrar interés

en reuniones de padres.

 

No puedo

dejar de:

fumar

beber

comer chocolate

robar paraguas

quedarme dormida

olvidar recordar

cumpleaños

y limpiar mis uñas.

Decir lo que la gente

quiere oir

gritar secretos

amar

lugares extraños

y psicópatas.

 

Puedo:

vivir sola

lavar platos

leer libros

armar oraciones

escuchar

y ser feliz

sin sentir culpa.

 

 

SELVPORTRÆT 1

 

Jeg kan ikke:

lave mad

gå med hat

hygge om folk

bære smykker

ordne blomster

huske aftaler

takke for gaver

give rigtige drikkepenge

holde på en mand

vise interesse

ved forældremøder.

 

Jeg kan ikke

holde op med:

at ryge

at drikke

at spise chokolade

at stjæle paraplyer

at sove over mig

at glemme at huske

fødselsdage

og rense negle.

At snake folk

efter munden

at røbe hemmeligheder

at elske

underlige steder

og psykopater.

 

Jeg kan:

være alene

vaske op

læse bøger

forme sætninger

lytte

og være lykkelig

uden skyldfølelse.

 

(1969) 

 

ENTONCES, TOMA MI CORAZÓN

 

Entonces, toma mi corazón en tus manos

mas tomalo con cuidado y tomalo con delicadeza,

el rojo corazón – ahora es tuyo.

 

Palpita tan tranquilo, palpita tan silencioso,

ya que ha amado y ha padecido

ahora está quieto – ahora es tuyo.

 

Y puede herirse, y puede equivocarse

y puede olvidar, y olvidar a menudo

pero jamás olvida que es tuyo.

 

Era tan fuerte y tan altivo, mi corazón

Durmió y soñó con deseo y juego,

Ahora puede ser roto– pero sólo por ti.

 

 

SÅ TAG MIT HJERTE 

 

Så tag mit hjerte I dine hænder,

men tag det varsomt og tag det blidt,

det røde hjerte – nu er det dit.

 

Det slår så roligt, det slår så dæmpet,

for det har elsket, og det har lidt,

nu er det stille – nu er det dit.

 

Og det kan såres, og det kan segne,

og det kan glemme og glemme tit,

men glemmer aldrig, at det er dit.

 

Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte,

det sov og drømte I lyst og leg,

nu kan det knuses -men kun af dig.

(1942)

 

ALGUNA VEZ

 

Alguna vez:

una habitación

una máquina de escribir

un trabajo

un despertador

una soledad

una esperanza.

 

Ahora:

un departamento

una casa de verano

cosas

un marido

tres hijos

posición

amiga

amantes

mucama

descuidada

tumba

peluquería

psiquiatra

dinero

complicaciones

carencia de

felicidad.

ENGANG

 

Engang:

et værelse

en skrivemaskine

et job

et vækkeur

en ensomhed

et håb.

 

Nu:

en lejlighed

et sommerhus

ting

en mand

tre børn

position

veninde

elsker

hushjælp

forsømte

grave

frisør

psykiater

penge

indviklethed

mangel på

lykke.

 

(1969)

 

 

AUTORRETRATO 4

 

Vive

en la calle de mi infancia

una vieja señora

que me recuerda

como una niña.

Yo era salvaje

ella dice

toda la casa se sacudía

cuando bajaba las escaleras

saltando desde el cuarto piso.

 

Esa imagen de mí

molesta

y se dispara

como cuando dos

fotografías se toman

una sobre la otra.

 

Temo

ese lugar que tengo

en la memoria de otros.

Me recuerda cosas

que yo misma he olvidado.

 

Ellos han robado

mi rostro

antes de que fuera

usado por completo

suelen ponerlo

sobre el suyo.

 

No recuerdo

en mi infancia

a la vieja señora

los adultos eran todos iguales

como en negro y

sin edad.

Ella sabe

algo sobre mí que no divulga

un secreto que nunca

he contado.

 

Lo llena y

mantiene la muerte alejada

ella miente e intenta

sobrevivirme.

Nunca bajé

las escaleras a grandes saltos

yo era una niña tranquila

la detesto.

 

 

SELVPORTRÆT 4                                                                             

 

Der bor i

barndommens gade

en gammel kone

der husker mig

som barn.

Jeg var vild

siger hun

hele hust rystede

når jeg tog trappen

i spring fra fjerde sal.

 

Dette billed af mig

forstyrrer

og skyder sig hen

som når to

fotografier er taget

oveni hinanden.

 

Jeg frygter

den plads jeg har

i andres erindring.

De minder mig om ting

jeg selv har glemt.

 

De har stjålet

mit ansigt

før det var

brugt op

de sætter det ofte

udenpå deres eget.

 

Jeg husker ikke

min barndoms

gamle kone

de voksne var ens

som negre og

uden alder.

Hun hare en viden

om mig hun ikke røber

en hemmelighed jeg aldrig

har fortalt.

 

Den fylder hende og

holder døden borte

hun lyver og agter

at overleve mig.

Jeg tog jo aldrig

trappen I lange spring

jeg vare et stille barn

jeg afskyr hende.

(1969)

 

POR ÚLTIMA VEZ
Cuando esté muerta y toda la luz del mundo

se vaya en una estela de estrellas

podrán recostarme en algún lugar del campo

en el marrón y húmedo suelo.
Ningún ataúd cerrará sus mortuorias puertas

sobre aquello que alguna vez fue mio,

escucharé los pasos ir y venir

por el cercano, inquieto camino.
Y el invierno y el verano cambiarán

más allá de mi sueño milenario,

mientras los gusanos se arrastren por mi frente y mi cuello

y en el enloquecido río del cabello.
Pero algún día vendrán con sacho y pala

y seré cautelosamente desterrada

y un jóven geólogo de pálida mirada sagaz

me llevará quizá a su hogar.
Y su niña, tan joven y tan luminosa

como la recién despierta primavera,

curiosa y estremecida se acercará a mí

y tocará con asombro mi cabello.
Y el hombre sostendrá mi cráneo

en su fina y cautivadora palma

y sentirá por última vez

la carga del mensaje entre materia y espíritu.
Y cuando dirija su inquisidora mirada

hacia los próximos mil años

el hombre acariciará – por última vez

mi largo, radiante cabello.

FOR SIDSTE GANG
Når jeg er død, og al verdens lys

går bort i et stjernespor;

skal I lægge mig ned et sted på en mark

i den brune og våde jord.
Ingen kiste skal lukke sit dræbende låg

over det der engang var mig,

jeg vil lytte til fodtrin der kommer og går

på den nære, urolige vej.
Og vinter og sommer skal skiftende

forbi I min tusindårsdrøm,

mens ormene kryber om pande og hals

i hårets skørnede strøm.
Men engang vil de komme med hake og skovl

og varsomt grave mig frem,

og en ung geology med et blegt, klogt blik

vil måske tag mig med sig hjem.
Og hans pige der selv er så ung og lys

som den næppe vågnede vår,

vil nysgerrigt gysende komme mig nær

og undrende røre mit hår.
Og manden vil holde min hovedskal

i sin fine og fængslende hand

og føle, hvordan der for sidste gang

går bud mellem stof og ånd.
Og da vil han løfte sit forskerblik

mod de kommende tusinde år,

og en mand vil stryge – for sidste gang

mit lange, lysende hår.

(1947)
Traducción: Sofía Brucco
ph/ Tove Ditlevsen