
La omisión de Tove Ditlevsen en nuestra cultura.
La ausencia absoluta de trazos, diálogos, roces, que el Norte comparte con el Sur.
No puedo dejar de pensar en esto.
En Copenhague, recorriendo intersticios que no eran míos, pues yo soy Sur toda, me encontré por vez primera con Tove Ditlevsen.
Enfrentada a un invierno glacial y desconocido, reconocí en el Norte -en ella- rasgos del Sur. Aquel lacónico poema -adherido a un viejo corcho por dos chinches en la pared de un departamento en el oeste de la ciudad- me introdujo por vez primera en su obra.
Pedí explicación, traducción, contexto.
Tove Ditlevsen, nacida en 1917 en Vesterbro, Copenhague, barrio obrero, hija de un bombero y lector de Gorki, niña callada, niña con miedo, niña que escribe.
Y luego:
Mujer divorciada, mujer lectora, mujer hospitalizada; pero poetisa ante todo.
Se suicidó por una sobredosis de pastillas en 1976. Una de las figuras más relevantes de la literatura de posguerra en Dinamarca.
Erotismo, sexualidad, pesadumbre, infancia, zozobra, amor y muerte: temas recurrentes en su obra.
Pensé en Storni, pensé en Pizarnik
Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø [Dentro de mí vive una joven niña, que no
quiere morir]
Sentí una inmediata atracción por su figura y su lenguaje -remoto y hermoso-, que me empujaron hacia un creciente interés por una lengua con la cual, hasta ese momento, había mantenido una relación de franca indiferencia. Las traducciones al inglés eran inaccesibles; al español, escasas.
Volví al Sur con una antología poética entre mis brazos, en un idioma absolutamente ignoto para mí, y con el quizá obcecado propósito de traducir cada uno de los poemas allí escritos.
Tove Ditlevsen fue la inauguración de una odisea que me llevaría incluso a escribir poesía en aquel lenguaje que hasta tal punto me había cautivado.
Mit hemmelige sprog.
Estas traducciones se proponen ser una dádiva del Norte, para el Sur.
Sofía Brucco, 2019
No puedo:
cocinar
ir con sombrero
disfrutar de la gente
usar joyas
arreglar flores
recordar citas
agradecer regalos
dejar propinas
mantener un hombre
a mi lado
demostrar interés
en reuniones de padres.
No puedo
dejar de:
fumar
beber
comer chocolate
robar paraguas
quedarme dormida
olvidar recordar
cumpleaños
y limpiar mis uñas.
Decir lo que la gente
quiere oir
gritar secretos
amar
lugares extraños
y psicópatas.
Puedo:
vivir sola
lavar platos
leer libros
armar oraciones
escuchar
y ser feliz
sin sentir culpa.
SELVPORTRÆT 1
Jeg kan ikke:
lave mad
gå med hat
hygge om folk
bære smykker
ordne blomster
huske aftaler
takke for gaver
give rigtige drikkepenge
holde på en mand
vise interesse
ved forældremøder.
Jeg kan ikke
holde op med:
at ryge
at drikke
at spise chokolade
at stjæle paraplyer
at sove over mig
at glemme at huske
fødselsdage
og rense negle.
At snake folk
efter munden
at røbe hemmeligheder
at elske
underlige steder
og psykopater.
Jeg kan:
være alene
vaske op
læse bøger
forme sætninger
lytte
og være lykkelig
uden skyldfølelse.
(1969)
ENTONCES, TOMA MI CORAZÓN
Entonces, toma mi corazón en tus manos
mas tomalo con cuidado y tomalo con delicadeza,
el rojo corazón – ahora es tuyo.
Palpita tan tranquilo, palpita tan silencioso,
ya que ha amado y ha padecido
ahora está quieto – ahora es tuyo.
Y puede herirse, y puede equivocarse
y puede olvidar, y olvidar a menudo
pero jamás olvida que es tuyo.
Era tan fuerte y tan altivo, mi corazón
Durmió y soñó con deseo y juego,
Ahora puede ser roto– pero sólo por ti.
SÅ TAG MIT HJERTE
Så tag mit hjerte I dine hænder,
men tag det varsomt og tag det blidt,
det røde hjerte – nu er det dit.
Det slår så roligt, det slår så dæmpet,
for det har elsket, og det har lidt,
nu er det stille – nu er det dit.
Og det kan såres, og det kan segne,
og det kan glemme og glemme tit,
men glemmer aldrig, at det er dit.
Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte,
det sov og drømte I lyst og leg,
nu kan det knuses -men kun af dig.
(1942)
ALGUNA VEZ
Alguna vez:
una habitación
una máquina de escribir
un trabajo
un despertador
una soledad
una esperanza.
Ahora:
un departamento
una casa de verano
cosas
un marido
tres hijos
posición
amiga
amantes
mucama
descuidada
tumba
peluquería
psiquiatra
dinero
complicaciones
carencia de
felicidad.
ENGANG
Engang:
et værelse
en skrivemaskine
et job
et vækkeur
en ensomhed
et håb.
Nu:
en lejlighed
et sommerhus
ting
en mand
tre børn
position
veninde
elsker
hushjælp
forsømte
grave
frisør
psykiater
penge
indviklethed
mangel på
lykke.
(1969)
AUTORRETRATO 4
Vive
en la calle de mi infancia
una vieja señora
que me recuerda
como una niña.
Yo era salvaje
ella dice
toda la casa se sacudía
cuando bajaba las escaleras
saltando desde el cuarto piso.
Esa imagen de mí
molesta
y se dispara
como cuando dos
fotografías se toman
una sobre la otra.
Temo
ese lugar que tengo
en la memoria de otros.
Me recuerda cosas
que yo misma he olvidado.
Ellos han robado
mi rostro
antes de que fuera
usado por completo
suelen ponerlo
sobre el suyo.
No recuerdo
en mi infancia
a la vieja señora
los adultos eran todos iguales
como en negro y
sin edad.
Ella sabe
algo sobre mí que no divulga
un secreto que nunca
he contado.
Lo llena y
mantiene la muerte alejada
ella miente e intenta
sobrevivirme.
Nunca bajé
las escaleras a grandes saltos
yo era una niña tranquila
la detesto.
SELVPORTRÆT 4
Der bor i
barndommens gade
en gammel kone
der husker mig
som barn.
Jeg var vild
siger hun
hele hust rystede
når jeg tog trappen
i spring fra fjerde sal.
Dette billed af mig
forstyrrer
og skyder sig hen
som når to
fotografier er taget
oveni hinanden.
Jeg frygter
den plads jeg har
i andres erindring.
De minder mig om ting
jeg selv har glemt.
De har stjålet
mit ansigt
før det var
brugt op
de sætter det ofte
udenpå deres eget.
Jeg husker ikke
min barndoms
gamle kone
de voksne var ens
som negre og
uden alder.
Hun hare en viden
om mig hun ikke røber
en hemmelighed jeg aldrig
har fortalt.
Den fylder hende og
holder døden borte
hun lyver og agter
at overleve mig.
Jeg tog jo aldrig
trappen I lange spring
jeg vare et stille barn
jeg afskyr hende.
(1969)
POR ÚLTIMA VEZ
Cuando esté muerta y toda la luz del mundo
se vaya en una estela de estrellas
podrán recostarme en algún lugar del campo
en el marrón y húmedo suelo.
Ningún ataúd cerrará sus mortuorias puertas
sobre aquello que alguna vez fue mio,
escucharé los pasos ir y venir
por el cercano, inquieto camino.
Y el invierno y el verano cambiarán
más allá de mi sueño milenario,
mientras los gusanos se arrastren por mi frente y mi cuello
y en el enloquecido río del cabello.
Pero algún día vendrán con sacho y pala
y seré cautelosamente desterrada
y un jóven geólogo de pálida mirada sagaz
me llevará quizá a su hogar.
Y su niña, tan joven y tan luminosa
como la recién despierta primavera,
curiosa y estremecida se acercará a mí
y tocará con asombro mi cabello.
Y el hombre sostendrá mi cráneo
en su fina y cautivadora palma
y sentirá por última vez
la carga del mensaje entre materia y espíritu.
Y cuando dirija su inquisidora mirada
hacia los próximos mil años
el hombre acariciará – por última vez
mi largo, radiante cabello.
FOR SIDSTE GANG
Når jeg er død, og al verdens lys
går bort i et stjernespor;
skal I lægge mig ned et sted på en mark
i den brune og våde jord.
Ingen kiste skal lukke sit dræbende låg
over det der engang var mig,
jeg vil lytte til fodtrin der kommer og går
på den nære, urolige vej.
Og vinter og sommer skal skiftende gå
forbi I min tusindårsdrøm,
mens ormene kryber om pande og hals
i hårets skørnede strøm.
Men engang vil de komme med hake og skovl
og varsomt grave mig frem,
og en ung geology med et blegt, klogt blik
vil måske tag mig med sig hjem.
Og hans pige der selv er så ung og lys
som den næppe vågnede vår,
vil nysgerrigt gysende komme mig nær
og undrende røre mit hår.
Og manden vil holde min hovedskal
i sin fine og fængslende hand
og føle, hvordan der for sidste gang
går bud mellem stof og ånd.
Og da vil han løfte sit forskerblik
mod de kommende tusinde år,
og en mand vil stryge – for sidste gang
mit lange, lysende hår.